I horisonten brænder ilden højt mod himlen
Bag hende brændte lig begraves
På sin færd hun husker Arngrims ord
Mens blad og kvist mod hende slår
Ser du døden komme nærmere i natten
Vores tid er snart til ende hvis gerning ej gøres
Frænders vid overvindes med løgn hvis sandheds ord ej høres
I falskt ham velkommen vindes
Indefra må folkets råd rives og nidskab nedbringes
Ved egen hånd hun sine klæder rev itu for sindets syn at snyde
Sår hun i sig skar med klinge kold for overbevisning a yde
Tårefuldt afsked tages og lang rejse dages
Håbet i hende bor om igen sit barn at se
Et skyggespil derfor må drives
Ved skovbryn hun standser
En sidste tanke tænker
På frænder, fortid og tab
Beslutningen hun tager
sænker blikket og sin skæbne går i møde |
