En Efteraarsdag
saa kold, saa skønn
strøg jeg af Sted
Med gyldne røde
prangende føre mig
blev jeg liden igen
En sval Bris
let mod mit Kind
som en Hiertenskærs Strygen
Sitrende jeg laver
i duggfrisk Lyng
mit Hierte slaae sin Rod
Myrerne stuves
for sit røde Guld,
hvis Blussen tilstases
mit Hy og Huld
Mit Spand nu fyldes
-just som mig
Mit Spand hartad læns
stadig trinte jeg
i Skoven længer ind
mod gemte Lænder
smykked i Guld
Hist fore mig
i Skoddefavn
Bjørken røber sin Lønegang
mod Myrerne
i fuld Troldpuds
mit Føtt slaaer sin Rod
Op ifra Søkket
op ifra Skoddehav,
en duvende Mylne
hos Tørvfolket stod
Dødmand byder
sin Dødkone op
Forføred af Løden
om Myrens smukke Guld
Forsømmed jeg Døden
kring Multens vonde Kuld
Multens Greb nu omkring mig slog
og lokker mig længer ud paa Lunsemyr
--mens Dødens Vals tiltog
Tørvens Greb haardt omkring min Fod
og trækker mig ned mod min vaate Grav
Min Krop saa tung, saa hvilkekær
fredsælt min Vilje her bleges af
Dødmand om
sin Dødkone
Hænderne hævet
over Hoved
En Aattetur
i evig Rundgang
-slig gaaer Dødens Vals
Høire Haand
tvunded i hendes
Venstre Haand
tvunden i hans
Til Toner
af Raaten gik
Mylnen med en Oddes Savn
Hvis Multerne
saa til næste Høst
min Danseuse vilde skænke mig |
