Faderen sadt med sin Kniv og skar
paa sit Indtun og søgte Svar
han ere nu trætted og betænkt
Han saae sin Søn nu vokse til
og undred om ham føre vil
Levnet ham ere ofred og skænkt
Sønnen saa et Brev bekommet;
Sønnen svor sin Siæl
Faderen med Sotte, forkommet,
laae nu, uden Vilje, uden Lyst
Uden Tøven hasted Hiem
naadde ei rettidigt frem,
Faderen havde resigneret sin Dyst
Dine Høster faaer du af Marken du saaer
saa hold sirlig din Hæst og din Harv,
Før dit sidste Traa, maae du din Søn formaae
saa han bliver ved her i sin Arv
Se til de nære, og hold dine kære
og vid at de vil med dig henstaae
Lær din Søn alt derom Ætt og Gehalt
og han høste vil saa din Stoltheds Haa
Faderen tog sit farvel
higheil og sæl
udvortes
Sønnen drog af Gaarde
og Skammen slog en Aare
indvortes
derpaa, sin Odel
at beskikke
Han svor sit Eftermæle
derpaa, hans Minde
at beskikke
Voldt efter forgangen Sed
jeg muldlægger dig paa dit Arnested
saa du kan følge med
at vor Families Hævd varer ved
I Utid, i Vansken
vender jeg mig til din Houg hen
saa du kan følge med
At vor Families Hævd varer ved
Naar min Tid kommen ere,
skal jeg da selv lægges her,
og min Sønnesøn,
der vil føre vor staute Arv skvær |
